GAIA-terapeut på vej
Første del af uddannelsen er nu bag mig, og jeg er i gang med supervisionsåret
på Gaia-Instituttets uddannelseshold - det føles varmt og dejligt
inden i, og jeg glæder mig inderligt over at være nået så
langt.
Det er som om, det lidt sent er gået op for mig, at jeg virkelig ER nået til supervisionsåret, at det er lykkes mig at nå hertil - efter måneder og år med hårdt personligt arbejde er jeg nået tættere på målet: At blive færdiguddannet til psykoterapeut på GAIA-Instituttet.
Tiden er løbet af sted, og nu - efter at have suget uddannelsens meget spændende praktik og nødvendige og lærerige teori til mig igennem 2 år, er jeg nu mere topmotiveret end nogen sinde og ønsker at tilegne mig al verdens viden og erfaring ud i alle kringelkroge af psykoterapiens univers.
To år er gået
To år, hvor jeg 3½ dag om måneden har levet mit liv i et
helt specielt rum på Ålbrovej i Herlev. Et helt specielt rum, fordi
det blev min "lille verden" de helt specielle dage, jeg tilbragte
i det.
Rummet er så lyst og dejligt, at jeg indefra - gennem de store vinduespartier - kan se lige ud i den smukke velholdte have med de gamle stolte træer - der undertiden indsmigrende løfter deres store vuggende grene mod mig, andre gange truende dunker dem mod ruden for til sidst at sprede nogle kviste rundt på naboens jord, sådan lidt nonchelant.
Om foråret og sommeren opleves først den spædt spirende lysegrønne vår og siden den mere mørkegrønne lunefulde sommer, mens jeg - et sted i periferien - altid kan følge havens blomsterflor folde sig ud.
Det er en lise for sjælden: beroligende og dejligt, at kigge ud i netop
denne have, som jeg er kommet til at holde så meget af. Det er faktisk
blevet "min" have, jeg siger det bare ikke til nogen!
Det er en hemmelighed. En palet af farver og billeder, jeg bærer inden
i mig, og som jeg kan tage frem, lige når jeg ønsker det. Det opleves
som en gave, en gave jeg har fået på min uddannelse.
Når efteråret så indfinder sig, kan jeg betragte regndråberne dryppe, først langsomt, ned af ruden, siden blive klasket ind i den i kaskader, for så at blive ført bort af blæstens kraftfulde livtag. Naturens kræfter kan i sandhed være meget stærke.
Om vinteren sidder jeg undertiden og kigger på sneen, som falder så fint og beroligende - hvid og aldeles uberørt - overalt.
Tænk engang, alt dette har jeg kunnet se - på ganske tæt hold - inde fra mit rum. År på år, måned efter måned - dag efter dag - og alligevel kunnet følge min uddannelse til psykoterapeut ganske koncentreret og effektivt.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er sådan
jeg føler det.
Jeg føler, jeg har sejlet på det rolige blikstille hav, jeg har
måttet ty til overlevelse i stormvejr og orkan, ledt efter vand, når
ørkenens ensomhed og tørke blev for stor, og indimellem haft lyst
til at løbe skrigende bort, og alligevel - alligevel har jeg gennemført
og lært at leve sammen med 12 andre kvinder i samme rum. 12 andre kvinder,
hvor hver eneste ene af dem, langsomt men sikkert, har fået stor betydning
for mig.
Vi har læst, vi har øvet og terpet, vi har været angste og ensomme, modige og lykkelige. Vi har grædt og grinet, og drukket rødvin sent om aftenen, når vi endelig fik fri - og alligevel arbejdet hver eneste vågne time vi var sammen.
Det har været noget af det mest intense, jeg har oplevet i mit liv, og
jeg ville aldrig være foruden!
Det har været personlig udvikling, som har forårsaget, at jeg har
lært mig selv endnu bedre at kende - det har været uddannelse, som
har været anderledes og spændende og meget lærerig - med udgangspunkt
i processen og det enkelte menneskes væren her og nu. Men alligevel med
stor respekt for mennesket og dets grænser.
Til Kirsten og Karl Jørn, uddannelsens to lærere, som jeg nærer
megen stor tillid til
Tak for alt det I har videregivet, og fordi I er jer.
Til mine klassekammerater, alle jer levende, dejlige mennesker på holdet
Tak for alt det, I har givet, for vores samarbejde og samvær.
Hilsner fra en der er stolt over at være
GAIA-terapeut på vej