Optagelseskriterier og deltagerforudsætninger


 


Vi forventer, at du har en relevant grunduddannelse indenfor social-, sundheds- eller undervisningssektoren (f.eks. sygeplejerske, lærer, pædagog) af min. 3 års varighed eller en tilsvarende erhvervserfaring, hvor du har beskæftiget dig med mennesker.
Vi forventer også, at du har en del livserfaring - meget gerne også terapierfaring.
Vores hidtidige kursister har typisk været pædagoger, lærere, fritidsundervisere, behandlere, sundhedsplejersker, jordemødre, sygeplejersker, afspændingspædagoger og institutionspersonale, læger og psykologer.


Dispensationsmuligheder
Udgangspunktet er at så mange som muligt skal kunne komme ind på uddannelsen uden at devaluere uddannelsens niveau/indhold.

Ansøgere kan optages på dispensation ud fra en helhedsvurdering af den enkeltes kvalifikationer. Helhedsvurderingen sker med udgangspunkt i en gennemgang af ansøgerens forudsætninger på følgende områder: 1) alder, 2) modenhed, 3) erhvervserfaring, 4) uddannelse, 5) anden erfaring.

Dispensation gives ud fra en vurdering af i hvilken udstrækning ansøgeren opfylder kravene på mindst 3 af de opstillede områder. I vurderingen indgår en personlig samtale.

1) Alder.
Ansøgeren er omkring 30 år når uddannelsen påbegyndes.

2) Modenhed.
Ansøgeren har gennem livserfaring udviklet en modenhed, der kvalificerer til optagelse på uddannelsen. Med udgangspunkt i dialog afgør uddannelsesstedet om ansøgeren har en veludviklet refleksion omkring egen livserfaring.

3) Erhvervserfaring
Arbejde med andre mennesker i mindst 5 år indenfor f. eks. ledelse, herunder også Human Ressource, konsulentvirksomhed, registreret alternativ behandling eller lign.

4) Uddannelse
Ansøgeren har en lang eller mellemlang uddannelse og kan dokumentere et vist kendskab til relevante psykologiske og terapeutiske teorier

Dokumentation for kendskab til relevante psykologiske og terapeutiske teorier opnås f.eks. gennem:
Tidligere terapeutiske uddannelser
Kurser i personlig udvikling
Kurser ved universitet eller højere læreranstalt af pædagogisk og/eller psykologisk indhold
Voksen pædagogisk grundkursus
Kursus på folkeuniversitetet eller i forbindelse med højskoleophold af pædagogisk eller psykologisk indhold
HF i psykologi
Endelig er der den mulighed, at du i løbet af uddannelsen sørger for at supplere dine faglige og/eller personlig kvalifikationer, så de nærmer sig de krav som svarer til en af de ovenfor nævnte grunduddannelser.

5) Anden erfaring
F. eks. U-landsophold eller ophold i udlandet af længere varighed, arbejde som plejefamilie, frivilligt socialt arbejde, ordinært højskoleophold, egen terapi og/eller supervision i arbejdsmæssige sammenhænge af rimeligt omfang.

Uddannelsesstederne kan endvidere optage andre der ikke opfylder de formelle krav til optagelse svarende til max. 20 % af de studerende på hvert hold.


Merit
Merit i metodefag kan ske på tværs af uddannelser indenfor samme terapeutiske retning.
Merit på teoretiske fag kan ske i den udstrækning undervisningen ikke gennemføres som en integreret del af metode undervisningen.

Der kan kun ske merit fra uddannelser, som Danmarks Evalueringsinstitut eller tilsvarende har fundet opfylder kvalitetskravene til psykoterapeutuddannelser vedr. uddannelsernes indhold.